Regler for Ortodontivisitation og Ortodontiindikationer

(Reglerne i dette bilag er fastsat i henhold til bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4)

[ Gældende regler fra 2007 kan ses her ]

Ortodontiområdet

Tandstillingsfejl dækker et stort spektrum, lige fra f.eks. tænder der ikke er anlagt, eller der bryder forkert frem, over fejlstillinger i den enkelte kæbe, til forkert sammenbid af kæberne som følge af en ugunstig vækstform.

Målet for den kommunale tandplejes ortodontiske service er at forebygge og behandle de tandstillingsfejl, der indebærer forudsigelige eller eksisterende risici for fysiske skader og/eller psykosociale belastninger.

Forebyggelsen består primært i tidlig indgriben (interceptiv behandling) overfor en udvikling, der vil medføre alvorlige tandstillingsfejl senere. Dette kan ofte gøres med relativt enkle midler. Herudover kan den ortodontiske service have et forebyggende aspekt derved, at den træder i stedet for dyrere og biologisk mindre hensigtsmæssige behandlinger. Som eksempel kan nævnes manglende tænder, hvor sammenføring af de resterende tænder eller transplantation af ikke-færdigdannede tænder fra et sted i kæben til et andet kan være et alternativ til bekostelig brorekonstruktioner.


Ortodontisk visitation

Den ortodontiske visitation har til formål at diagnosticere tandstillingsfejl, der indebærer ovennævnte risici, at oplyse barnet og dets forældre herom, og tage stilling til, om der foreligger indikation for behandling.

Da tandstillingsfejl kan udvikle sig, indtil barnets vækst og fysiske modning er afsluttet, er ortodontisk undersøgelse og behandling en integreret del af den kommunale tandpleje gennem barnets hele opvækstperiode.

Ortodontisk undersøgelse indgår derfor som en del af den kommunale tandplejes regelmæssige, generelle undersøgelser. Formålet hermed er at sikre en rettidig udvælgelse af børn, der bør behandles tidligt, dvs. før nedennævnte systematiske screening. Dette sikres ved et snævert samarbejde mellem den tandlæge, der er ansvarlig for barnets generelle tandpleje, og den kommunale tandplejes specialtandlæge.

De regelmæssige undersøgelser bør suppleres med en systematisk screening/visitation foretaget af specialtandlæge i ortodonti sammen med barnets sædvanlige tandlæge. Formålet hermed er en så vidt muligt ensartet og rettidig udvælgelse af de børn, der har indikation for behandling af betydelige afvigelser i kæbernes sammenbid eller tandbuernes pladsforhold.

Det gælder generelt, når der er diagnosticeret tandstillingsfejl med de nævnte risici (tandlægefaglig behandlingsindikation), at der må foretages en afvejning i forhold til det udtrykte behandlingsønske (behandlingsbehov) hos barnet og dettes forældre. Ligeledes må der tages hensyn til det individuelle barns fysiske og psykiske resistens.

Det kan forventes at nogle børn selv med udpræget ortodontisk behandlingsindikation ikke ønsker behandling. Her må dog tages i betragtning, at barnets vurdering kan være påvirket af, at tandstillingsfejlen på visitationstidspunktet ikke er særlig generende eller påfaldende, men at den af visitator vurderes til at ville udvikle sig i en sådan grad, at den senere vil forvolde skader. Endvidere må man være opmærksom på, at visse tandstillingsfejl skal behandles tidligt, for at et tilfredsstillende resultat kan opnås, og at det derfor ikke vil være muligt at udsætte behandlingen. Det kan omvendt forventes, at nogle børn med mindre alvorlige tandstillingsfejl udtrykker et meget stærkt ønske om behandling. Disse forhold vil variere i de forskellige egne af landet.

Inden den kommunale tandplejes ophør bør ekstreme vækstbetingede kæbedeformiteter med så alvorlige afvigelser i kæbevæksten (f.eks. ekstremt saksbid, underbid eller åbent bid), at såvel ortodontiske som kirurgiske indgreb er nødvendige, være diagnosticerede og fornødne henvisninger være foretaget. Det tilføjes, at behandlingsindikation indiskutabelt er til stede i tilfælde af alvorlige ansigtsmisdannelser (f.eks. Iæbe-ganespalte) og medfødte eller erhvervede kraniofaciale misdannelser (f.eks. visse syndromer).


Risici

I det følgende gives en summarisk oversigt over indikationerne for ortodontisk indgriben inddelt i fire kategorier efter de risici, som kan sættes i relation til tandstillingsfejl. Under hver kategori er disse risici anført på baggrund af den viden, der i dag foreligger, og de relevante tandstillingsfejl er beskrevet.

 
I. Risiko for skader på tænder og omgivende væv

(1) Caries er kun sjældent en relevant risikofaktor i denne forbindelse.

(2) Parodontale skader (skader på tandkød, rodhinde, knogle) kan forårsages af ekstremt dybt bid, der beskadiger parodontiet bag overkæbens eller foran underkæbens fortænder, og af udpræget invertering (omvendt fortandssammenbid). Udpræget trangstilling vanskeliggør mundhygiejnen, hvilket disponerer for tandkødsbetændelse.

(3) Ulykkesskader forekommer hyppigt i tilfælde af ekstremt overbid, især når tænderne ikke beskyttes af læberne.

(4) Ekstremt slid på tænder kan forekomme, når enkelte tænder eller tandgrupper overbelastes, f.eks. ved tvangsføring eller ved tæt og dybt bid.

(5) Rodresorption af overkæbefortænder, der herved kan mistes, kan forårsages af ikke-frembrudte, fejllejrede hjørnetænder.

 
II. Risiko for funktionsforstyrrelser

(1) Kæbeleds- og muskelsmerter kan udløses af tvangsføring af underkæben. Tvangsføring kan være rettet bagud, som ved dybt bid med bagudrettede overkæbefortænder, fremad som ved underbid, og til siden ved udpræget krydsbid. Endvidere kan disse forstyrrelser udløses af manglende stabilitet i sammenbiddet.

(2) Tygge- og/eller afbidningsbesvær kan skyldes udpræget åbent bid mellem fortænder og/eller kindtænder og underbid og kan endvidere forekomme i tilfælde af bidlåsning p.g.a. omfattende saks- eller krydsbid, og udpræget invertering.

(3) Talefejl berettiger kun undtagelsesvis ortodontisk behandling.

 
III. Risiko for psykosociale belastninger

Risiko for psykosocial belastning indebærer i denne sammenhæng, at personens udseende afviger i en sådan grad, at det må anses for invaliderende. Der er bred enighed om, at ansigtsdeformiteter som f.eks. Iæbespalte er invaliderende, og disse bliver derfor altid behandlet her i landet. Imidlertid opfattes også visse tandstillingsfejl af befolkningen som så grelle, at de tangerer begrebet invaliderende. Der er her tale om variationer, der ligger så langt ud over den normale variation, at det medfører konstant drilleri, mobning og mindreværdskomplekser blandt børn og lav selvværdsfølelse blandt voksne i forbindelse med daglig social kontakt (f.eks. ved jobsøgning). Der er dokumentation for, at ekstremt overbid og udpræget trangstilling, især af fortænder og hjørnetænder i overkæben, og endvidere underbid samt udpræget spredtstilling af overkæbens fortænder, f.eks. i tilfælde af manglende anlæg af blivende fortænder kan medføre psykosociale belastninger af den nævnte karakter.

 
IV. Risiko for senskader

(1) Fremadvandringer af overkæbefortænderne kan forårsages af et ekstremt overbid, hvis fortænder fanger underlæben, fordi trykket fra læben med tiden kipper overkæbefortænderne frem (jf. I,3 og III).

(2) Sen udvikling af ekstremt dybt bid kan forårsages af ekstrem kæbevækst i forbindelse med manglende kontakt mellem fortænderne. Afvigelsen kan føre til så alvorlige fejl i sammenbiddet, at ortodontisk/kirurgisk behandling bliver nødvendig (jf. I,2; I,4 og II,1).

(3) Skæv kæbeudvikling kan forårsages af udpræget krydsbid eller saksbid med tvangsføring af underkæben (jf. I,4; II,1 og II,2).


Ortodontiske indikationer

I det følgende er anført en liste over tandstillingsfejl, der så godt som altid i sig selv er behandlingskrævende (i parentes er henvist til de pågældende tandstillingsfejls risiko):

  • ikke-frembrudte, fejllejrede tænder, hvor ekstraktion alene ikke er indiceret (I,5);
  • ekstremt overbid, hvor fortænderne ikke beskyttes af læberne (I,3; III; IV,1);
  • udpræget trangstilling, især af overkæbens fortænder og hjørnetænder (I,2; III);
  • dybt bid med påbidning af tandkød eller bagudrettede overkæbefortænder i forbindelse med ugunstig kæbevækst (I,2; I,4; II, 1; IV,2);
  • underbid eller invertering med tvangsføring eller bidlåsning (I,2; II,1; II,2; III);
  • visse manglende tandanlæg (III), behandling kan være alternativ til anden nødvendig/bekostelig behandling;
  • omfattende krydsbid og saksbid forårsaget af tvangsføring eller bidlåsning (II,1; II,2; IV,3);
  • åbent bid, der ikke skyldes ekstrem vækst (II,2);
  • kombinationer af tandstillingsfejl, der hver især er mindre alvorlig, men hvis alvorlighedsgrad i kombinationen svarer til ovenstående (I/II/III/IV).

Inden for listen kan prioritering ud fra faglige kriterier af de enkelte tandstillingsfejl ikke foretages, fordi der ikke findes målemetoder, der eksempelvis kan afgøre, hvorvidt det er alvorligere at mangle en fortand i overkæben med de heraf følgende psykologiske belastninger end at bide sig i ganen med de fysiske skader, som det medfører.

 

Til Startsiden